Anmeldelse ved Lars Thor Smith
Ole Harald Dahl sender i sin bog det antroposofiske miljø i Norge til syn og stiller samtidig spørgsmålet, hvorfor de antroposofiske kulturimpulser sprogligt og idemæssigt ikke har fået større gennemslagskraft i en moderne offentlighed.
Ole Harald Dahl (f. 1959) ser i sin bog, ”Etter hundre års lesning...” tilbage på antroposofiens nedslag i norsk kulturliv i løbet af de sidste 100 år, der er gået, siden Rudolf Steiner for første gang besøgte Norge.
Antroposofien i Norge har udmøntet sig i en lang række praktiske tiltag, skoler, børnehaver, socialpædagogiske landsbyer, biodynamiske gårde, fødevaregrossister, en bankvirksomhed, lægekontorer, forlags- og tidsskriftsvirksomhed – som samlet set omsætter for millioner af norske kroner. Men på trods af de mange initiativer har det ikke været muligt at sætte antroposofien på dagsordenen i den norske offentlighed.
”I navnet vil antroposofien representere et avantgardistisk element i vårt samfunn, men som tenkning er impulsen så og si fullstendig fraværende i det offentlige rom i Skandinavia, selv hundre år etter at den ble introdusert og konsipert i en norsk-skandinavisk form.” (s. 10)
Bogen forsøger at give et svar på, hvorfor det er sådan, og dette svar kan for mig at se karakteriseres ved hjælp af to begreber:
Samfundsmæssig udgrænsning og sekterisk selv-isolation
Man kan fremføre mange eksempler på den tendens, der hersker i offentligheden til at udgrænse (1) antroposofien som troværdig samtidsrelevant verdensanskuelse, altså henvise den til og isolere den i et bestemt tildelt territorium, hvis grænser den forventes ikke at overskride. Med andre ord det territorium, som Steiner-folk, hvad det så er, bevæger sig indenfor.
Jeg er selv i min astrologiske skribentvirksomhed blevet bedt om at forsyne indsigter, der mentes at være inspireret af antroposofien med mærkatet ”antroposofferne mener”. Ofte skænker jeg det ikke en tanke, idet antroposofisk og anden erkendelse flyder ind i det, jeg laver, uden at jeg tænker på , at det skal "varemærkes" som antroposofi etc. af hensyn til læsernes sikkerhed. Jeg oplever ikke et skel mellem ”verden”, og hvad man forventes at kunne ”meddele” den – og så antroposofien.
Dette skel skabes imidlertid, både igennem den nævnte udgrænsning i offentligheden, men også selvforskyldt, af antroposofferne selv, i form af en sekterisk-bedrevidende holdning, noget, som Ole Harald Dahl i bogen beskriver som " en mangel på åbenhed og selvpålagt, selvhøjtidelig fortielse". Dahl giver i løbet af bogen mange eksempler på denne selv-isolation, hvis forskellige symptomer, jeg vil komme nærmere ind på i det følgende. Udgrænsningen fra det omgivende samfunds side vil jeg komme nærmere ind på i omtalen af Ole Harald Dahls kommentar til Kaj Skagens bog Morgen ved Midnatt sidst i denne artikel. Foreløbig er det tilstrækkeligt med forfatteren at fastslå:
For det første har ikke akademia og norsk offentlighet tatt stillling til Rudolf Steiner og antroposofien. Akademia og offentligheten har unnveket Steiners verk, slik at de som tenker og skriver i relasjon til den antroposofiske impulsen mangler en gyldig og egnet kontekst i den allmenne bevissthet å skrive opp mot. ”- (S. 25-26)
Store skikkelser i norsk antroposofi
”Etter hundre års lesning...” er delt i tre afsnit. Første afsnit - ”Antroposofi som språk – eller litt fra historien om språket som lar vente på seg” er i tre dele. I dem følger vi antroposofien i et tilbageblik over de tidsskrifter, forlag og bogudgivelser, som har formidlet den i det norske. Alle tidsskrifter, der på en eller anden måde har haft forbindelse til det antroposofiske og de betydeligste medarbejdere, de har haft gennem årene, får en personlig kommentar med på vejen. Forfatteren er cand. philol., har befundet sig i det antroposofiske miljø igennem 33 år, studeret eurytmi og sprogformning i Dornach, Schweiz, han har sideløbende været teatermand og socialarbejder og er far til 4 børn. Han formår at skildre udviklingen af den antroposofiske bevægelse i Norge, så den genopstår i læseren i en følelse af kontinuitet. Dette betyder ikke, at forfatteren af denne artikel læner sig op af Ole Harald Dahl som en autoritet – men at jeg mener, det han har observeret på rejsen, er værd at lytte til.
Dahl understreger også det talte ords betydning som afgørende for Steiners oprindelige impuls og dens fødsel i Norge. Vi møder de store skikkelser i norsk antroposofi – Conrad Englert, Johannes Hohlenberg, Jørgen Smit – med afstikkere til yderst værdifulde skildringer af russeren, Sergei O. Prokofieffs besøg i Norge. For én, der har haft stor interesse og fascination af denne russer, virker det som en spændende, fair, men langtfra ukritisk skildring. Da disse afsnit i bogen samtidig belyser en særlig udfordring for det antroposofiske tankegods i forhold til at finde gennemslagskraft i en moderne offentlighed, nemlig på grund af det, Dahl andetsteds i bogen kalder for ”en modernitetsunderminerende antroposofisk ortodoksi”, skal jeg her gå særligt ind på denne skildring.
Sergei O. Prokofieff
Et citat fra beskrivelsen af Prokofieffs første besøg i Oslo (Josefinesgade 12) i 1985:
”Sergej Prokofieff fremstod som en topptrent intellektuell, en usedvanlig belest antroposof med et særskilt talent for anskueliggjøring av sammenhenger i Rudolf Steiners verk. Han fremstod med talent for å gjenaktualisere Steiners idé- og tankeinnhold, og dette satte han åpenbart sin karriere og eksistens inn for. Imidlertid lot han ikke til å være synderlig interessert i hvordan denne gjenaktualiseringen ankom hos hans lesere/tilhørere. Han ga først og fremst inntrykk av å være interessert i hvordan han selv kunne prestere.” (s. 62)
Bedre gik det, ifølge Dahl, ved senere besøg, især i 2007, hvor han gav seminar på Berle antroposofiske arbejdssenter og tilsyneladende havde ”det kolligiale arbeidet ved Goetheanum...øvet en vesentlig innflytelse på hans utvikling” (s. 64):
” ...foredragenes nye tilsnitt (virket) slik at man som tilhører kunne stige inn i det rommet han forsøkte å bygge opp, og til en viss grad oppleve det som et sjelelig og sosialt rom hvor en steinersk tankevev vekket idémessige assosiasjoner, sammenhenger og spørsmål til liv. -Gjennom dette nye prokofieffske engasjementet virket det som om de tilstedeværende ble føyet sammen...På denne måten kom seminaret delvis til å fungere som arena for en fremtidsrettet nettverksdannelse. (s.64)”
I de efterfølgende to år var Prokofieff i Järna som foredragsholder ved dels en ugelang konference for at fejre 100års-jubilæet, dels ved en eurytmi-konference. I skildringen af denne kommer Dahl ind på kunstneriske overvejelser af stor betydning. Han understreger sansningens selvstændige betydning i den kunstneriske erkendelsesproces, en betydning der ikke bare er underlagt den idemæssige baggrund for kunstværket. Her mener han, at det afsløres, ”hvor krevende et slikt forvandlingsprosjekt er, som Sergej Prokofieff har lagt ut på. (s.66)”
For ”Gjennom de eurytmiske demonstrasjonene i Järna viste Prokofieff at han først og fremst interesserer seg for eurytmien/kunsten som symbolistiske uttrykk for og som manifestasjoner av hva det kan være nærliggende å betegne som esoteriske sannheter eller okkulte aspekter ved vår kjente og ukjente historie. Han viste minimal interesse for gestaltningen av bevegelser og koreografi som de/det ble utformet i rommet der og da. De/det ble kun betraktet som uttrykk for idéer. Hva bevegelser og koreografi som sådan uttrykte, idet de ble gestaltet der og da, som jo er det eneste man faktisk kan forholde seg til som kunstbetrakter, ble det ikke vist noen interesse for å drøfte.…
Med en slik grunnholdning setter Sergei Prokofieff seg selv i en utenforposisjon vis a vis kunstens/eurytmiens aktører og også vis a vis dens mulige medskabende betraktere. Han stiller seg utenfor eller over, som en viter, som én med kunnskap om det idéelle, det som i følge ham selv virker bakom. Han er lik én som ikke bryr seg om å ta del i de erfaringene som de øvrige kunstbetrakterne søker og fylles av, og han tar heller ikke del i de prosessene som kunstnerne/eurytmistene står inne i. Han stiller seg utenfor det eneste man egentlig kan forholde seg til i en sunn prosess, og følgelig stiller han seg i en dyssosial posisjon. Han faller ut og inntar en posisjon hvor det viser seg vanskelig for ham å komme inn i friske sosiale interaksjoner.” (s. 67)
Er antroposoffer bange for følelser?
Måske kan følelsernes betydning for erkendelsesprocessen bidrage til at uddybe forståelsen af, hvorfor den antroposofiske bevægelse ikke har fået den gennemslagskraft i offentligheden, som den faktisk fortjener i kraft af det kvalitative ved sit idemæssige indhold.
Den tyske astrolog, Wolfgang Döbereiner, en af Tysklands mest anerkendte astrologer og samtidig en mand, der stod på højden af sin tids dannelse, bemærker i én af sine bøger – Astrologisch-homöopatische Erfahrungsbilder (2)- hvordan Saturn-Uranus-forbindelsen skaber en affinitet for skønmaleri, en positivisering i forhold til tilværelsens mørke og besværlige sider – og at denne idyllisering samtidig kan give en tiltrækning til antroposofi. Istedet for en sund udlevelse af livets emotionelle sider opstår en overlegenhed overfor alle, især besværlige følelser, en tiltrækning til antroposofiens ”positive verdensbillede”, som ”bliver et alibi for den egen uoplevede virkelighed”.
Men skønskrivningens, eufemismens og idylliseringens overlegenhed overfor tilværelsen har brug for en særlig sikkerhed og beskyttelse. Hykleriet er dermed sikret. Følelsesforskrækkelsen, som desværre er et kendt fænomen i nogle antroposofiske miljøer, bliver til ”indvielsen i det uoplevede, uægte”, skriver Döbereiner. Denne følelsesmæssige bornerthed sætter samtidig antroposofien i en selvskabt outsiderposition i forhold til sin samtid, man kan med et esoterisk begreb, som også er blevet anvendt af Johannes Kiersch i hans bog om mulige veje til en fornyelse af den antroposofiske bevægelse, muligvis ligefrem tale om et ”astralt fangenskab”. (3)
Antroposoffer får vanskeligt ved at finde et følelsesmæssigt uanstrengt forhold til fænomener i deres samtid. De bliver stående udenfor i en observerende, sekterisk position af bedrevidenhed og følelse af frelsthed, eller i en diagnosticerende holdning til samtidige fænomener, en holdning, der ikke for alvor kan komme vor tids mennesker og deres problemer imøde.
Men dermed forvandles antroposofien fra at være en almenmenneskelig kulturimpuls for alle, der finder en berettigelse i den, til en sekterisk gruppering med en utidssvarende ”tantet” karakter af social tvang og intern magtkamp, en gruppedynamik med et falsk ”vi” , holdt sammen af dogmer, og en forventning om en bestemt påtaget konduite, der ofte ikke afviger meget fra, hvad man vil kalde småborgerlig opførsel . Eller som Dahl siger det:
”Noen fortier også sine såkalte innsikter og handler ut fra hva de selv opplever som en mer eller mindre innviet innsikt, som de mener at deres daglige samtalepartnere og kollegaer normalt ikke er forberedte til å ta del i. En slik mangel på åpenhet og selvpålagt, selvhøytidelig fortielse kan føre med seg at det utvikles ulike former for manipulasjons- og hersketeknikker i det miljøet hvor de har sin daglige virksomhet.” (s. 129)
Antroposofi som overtaget ide-indhold
Èt af Dahls svar i bogen på, hvorfor antroposofien ikke har fået den idemæssige gennemslagskraft i samfundet som det f.eks. er blevet marxistiske eller psykoanalytiske begreber til del, er for det første, at antroposofien i løbet af 50´erne stivnede til ideologi.
”De antroposofiske aktørene falt for den polemiske fristelsen som datidens debattånd utgjorde og havnet i et uføre hvor antroposofien kom til å fremstå som en ideologi opp mot andre ideologiske tankeretninger.” (s. 46)
En anden grund er, ifølge Dahl, at det antroposofiske begrebsindhold i for høj grad forblev individuelt uforarbejdet. Som eksempel på en underlig spaltning imellem en erkendelse, man kan stå selvstændigt stå inde for, fordi den er forstået og kan gengives i et personligt sprog – og så ren overtagelse af ”steinerske” begreber - nævner Dahl Ivar Mortensson (1857-1934).
I Mortenssons tidlige værker finder man, skriver Dahl, ”en bevissthet som kjemper for å finne sitt språk og gjennom sitt språk søker den kjempende bevisstheten å komme til klarhet i visse forhold. Denne søkende og kjempende bevisstheten er fraværende når vi kommer til gjengivelsen av Steiners fremstilllinger. Da har Mortensson gått inn i en rolle som viter, en som skal oversette og formidle kunnskap, men som leser merker man umiddelbart at han ikke kan innestå for den kunnskapen han vil formidle. Mortensson har ikke dekning for det han prøver å si... Utgangspunktet var at den kunnskapen som Steiner presenterte skulle ankomme som interessant og tillitsvekkende. ..Han ville formidle kunnskap fra et vanskelig tilgjengelig felt. Et kunnskapsfelt han med fordel kunne brukt år på å bearbejde, slik at han først hadde funnet en selvstendig og original tilnærming, før han valgte å stå fram som formidler.” (s. 27)
Det er klart, at ”Mangel på autentisitet, fascinasjon og misjonsiver er... gode midler til å underbygge skepsis og avstand blant et ellers kunstnerisk og akademisk dannet borgerskap.” (s. 27)
Man kan gætte på, at ”Ubearbeidet motivasjon, nyfrelst iver og gode hensikter” er børnesygdomme i en bevægelse, egenskaber, det nok ” kunne …. være fristende å motta å gi rom for, ja, til og med sette inn som drivkraft og spydspiss i den teosofiske bevegelsen, særlig når den var såpass fersk som den var på denne tiden og heller ikke talte særlig mange skriveføre hoder.” (s. 28).
Men på længere sigt virker sådanne egenskaber utroværdige og skaber afstand til det omgivende samfund. En bevægelse, der holder fast i dem, isolerer uværgerligt sig selv fra sin tid og ender i en position som sekterisk monokultur.
Meditation som en vej til individualiseret begrebsdannelse
Andet afsnit af bogen - ”Etter hundre års lesning” - består i en causerende gennemgang både af meditationsøvelser og omtale af åndelige væsener, der udmønter sig i en interessant henvisning til og citat fra Rudolf Steiners ”Antroposofiske ledesætninger”. Det er om at gøre for Dahl at forsøge at nærme sig en moderne, tidssvarende forståelse af de åndelige hierakier og deres betydning for vor tid – noget han allerede understreger i bogens forord, når han henviser til den offentlige gennemslagskraft, prinsesse Märtha Louise har haft med sin engleskole.
Hvorfor har den antroposofiske skildring af de åndelige hierakier, som man har undervist om dem i ”Den frie høyskole for åndsvitenskap” siden 1925, ikke opnået en tilsvarende gennemslagskraft, spørger Dahl. ”Med andre ord, det mest innovative og radikale ved den antroposofiske bevegelsen, understrekningen av at en moderne, oppdatert bevissthet kan drives frem til å gripe et interaktivt samspill med de himmelske hierakier, og iverksette et slikt samspill inn i faglige, sosiale og praktiske virksomheter, neglisjeres i det offentlige rom. ” (s. 9)
Dahl forsøger at nærme sig en forståelse af det åndelige væsen Michaels særlige forhold til et aktivt element i den menneskelige tanke – og erkendelsesevne. Afsnittet rummer praktiske henvisninger til Steiners meditationsøvelser. Han giver i bogen ideer til, hvordan vi kan nå en frem til en mulig etisk præget selverkendelse, der udmønter sig i det, han kalder for social kompetance. Dette, viser han, kan ske ved hjælp af en konkret meditativ prastis, der griber viljen. Istedet for den irreale og selvbedrageriske fuldkommenhedsstræben bunder dette i noget mere jordnært: nemlig den milde overbærende interesse for det materiale, der i første omgang skal blive genstand for forvandling: os selv og vores til enhver tid givne biografiske situation. Virkelig forandring begynder ikke i forestillingen om vores egen fuldkommenhed, der giver os en uimodståelig trang til at overbevise andre mennesker om sandheder, vi ikke virkelig har gjort til vore egne, men netop med selverkendelse og selvaccept og de deraf følgende små skridt.
Som det hedder i bogen: ”De siste tyve, fem og tyve årene har den antroposofiske impulsen vært i et åpenbart behov av en revitalisering, og den er innespent i et slikt behov i enda sterkere grad i dag enn tilfellet var for fem og tyve år siden. Dette vil nok bevegelsen måtte svare på, om den fremdeles vil ansees som en fremtidsrettet kultur, om den fremdeles vil oppfattes som en bevegelse hvor det bedrives en trening som kan gi dens representanter en mulighet til faktisk og virkelighetsnær tenkning, og dermed også en ny mulighet til adekvat og samtidsaktuell språkdannelse. ” (s. 88)
Så vidt jeg kan bedømme efter at have deltaget i dette arbejde i løbet af et lille års tid, er dette også høj grad et ideal, Ole Harald Dahl og hans medarbejdere rent faktisk har forsøgt at skabe en impuls til at virkeliggøre med den såkaldte tanke-smedie på Sagene i Oslo.
Morgengry for et nyt antroposofisk sprog ?
Sidste essay i bogen er en kommentar til udgivelsen af Kaj Skagens bog, Morgen ved Midnatt, hvis hele metodiske tilgrundliggende princip vel i sig selv kan siges at give svar på mange af de spørgsmål, Ole Harald Dahl stiller i de to første afsnit af sin bog.
At det for antroposofiens vedkommende i høj grad også handler om en ny sprogdannelses-proces viser en bemærkning af Rudolf Steiner til Walther Johannes Stein. På spørgsmålet fra Stein : ”Da De skrev ”Frihedens Filosofi”, var De da allerede bevidst om hierakierne, som De skildrer i Videnskaben om det Skjulte og andre steder ?” svarer Steiner:
”De var tilstede i min bevidsthed, men det sprog, jeg dengang talte, gav ingen mulighed for at formulere det. Den kom senere.” (4)
Også for Rudolf Steiners vedkommende var der altså tale om en udviklingsvej, hvor hans erkendelse af den åndelige verden måtte præges i tidssvarende begreber, der samtidig ophævede deres karakter af rent intellektuelle dannelser og trådte i konkret forbindelse med den til enhver tid skiftende medmenneskelige sammenhæng, han befandt sig i.
Dahl begynder med at fremhæve, hvordan udgangspunktet for Skagens bog (MvM i det følgende) er en personlig krise – forfatterens brud med sin ”siste utopi”, Steiner-skolen, konkret i form af ledelsen og miljøet ved Steinerskolen i Bergen. Men denne krise bliver dermed et brud med dét, vi i det ovenstående har karakteriseret som en kollektiv koncensus, et falsk ”vi” i den antroposofiske bevægelse – krisen åbner nemlig for Kaj Skagens egen personlige mulige ” nylesning av Rudolf Steiner”. (s. 186) Med denne nylæsning distancerer han sig vel som sådan afgørende fra alle former for overtaget begrebs-gods.
Det paradoksale er, ifølge Dahl, at denne kompromisløse erkendelsesmæssige træden-i-karakter i forhold til Rudolf Steiners værk fra Kaj Skagens side bevirker, at den ”subjektivitet, som han kommuniserer med, overfor seg selv,...også korresponderer med noe utenfor ham, med noe allment, noe som også gjør seg gjeldende i tiden og det kulturelle landskapet hvor vi lesere befinner oss. Og hvad kan dette være ? ” (s. 186)
Dette forsøger Ole Harald Dahl så anende at indkredse ved at se nærmere på bogens projekt, nemlig at ”Rudolf Steiner er brennpunktet i forstørrelsesglasset, som alle lys-strålene forkuseres inn i. ”(s. 188). Og vel at mærke den før-antroposofiske Steiner.
”Boken er med andre ord et forsøk på å tyde hva som gjør seg gjeldende i dette brennpunktet og ikke minst er den også et forsøk på å forstå hvordan Rudolf Steiner som brennglas forble under vedvarende tilvirking. Og en slik vedvarende tilvirkning vil da først og fremst måtte forståes som noe Rudolf Steiner selv utøvet i kraft av sin egen aktivitet. Således er det av vesentlig betydning å forstå hva det originale i denne steinerske aktiviteten gikk ut på, om vi vil forklare Steiner overfor oss selv, som Skagen forsøker det. ” (s. 189-190).
Man kan måske sige, at Kaj Skagen går så dybt ind i det alkymistiske værksted, Steiners biografi og idehistoriske udvikling og ikke mindst den kontekst, disse fandt i hans samtids mellemeuropæiske miljø, som det er ham muligt, for der at aflure hemmelighederne vedrørende antroposofiens opståen. Ved hjælp af denne metode nærmer Skagen sig en videnskabelig funderet personliggjort forløsning af den begrebsverden, der var Steiners, og som senere førte til antroposofien - og bidrager dermed til en løsning af det problem, vi i det ovenstående var inde på som den antroposofiske bevægelses udfordring – at den i for høj grad betjener sig af overtagede, istedet for selvstændiggjorte, ideer.
Det er den ene side af Ole Harald Dahls forsøg på at sætte ord på den fælles berøringsflade af noget alment og noget stærkt subjektivt præget og personligt, som tilsyneladende fremkaldes af Skagens bog.
Modtagelsen af ”Morgen ved Midnatt” i norsk offentlighed
Det vi ovenfor betegnede som det første aspekt ved antroposofiens isolation – udgrænsningen fra samfundets, ikke mindst den akademiske verdens side, behandles i et særskilt afsnit, hvor alle anmeldelser af MvM kommenteres kort. Ikke mindst Trond Berg Eriksen, som ellers har haft en åben indstillling til Steiner, udsættes efter min mening af berettiget kritik af Ole Harald Dahl.
”Eriksen posisjonerer seg samtidig som en lett distansert overlærer, som liksom gjør en vurdering av en yngre kollega sin nye lærebok. Han gjør det med en dannet arroganse og avskriver seg samtidig som oppriktig interessert i fremstillingen, allerede i andre avsnitt, ved på den ene siden å betegne Steiner som ”meisterpedagogen” og kort deretter som ”den sky, stae og avskjerma spekulanten”. Med ”spekulanten” er objektet, altså Steiner, som en mulig empirisk fundert viter parkert langt inne i granskogen, i vilkårlighetenes villniss.” (s. 190).
Konklusionen efter læsning af diverse anmeldelser og kommentarer er ikke meget forskellig fra den, Skagen selv har ytret, Dahl skriver: ”Det er som om det ikke er nødvendig med saklige eller faglige forutsetninger for anmelderne, når det dreier seg om Rudolf Steiner. ” (s. 194).
Dahls overflyvning over landskabet af de forskellige anmeldelser af MvM munder ud i tre forskellige udsagn – for det første en skepsis, der ”gir grunn til å stille spørsmålstegn ved det saklighetsnivået som preger norsk offentlighet.” (s. 196) I denne offentlighed har der bredt sig en tendens til, at mens det var sådan, at intellektuelle autodidakter som Kaj Skagen var mere almindelige tidligere, så ”kom den tenkningen og de språkformene som har akademisk gyldighet til å infiltrere nærmest alt av redaksjoner fra nord til sør, i by og grend, i dette landet. Dette fikk til følge at annen tenkning og andre språkformer enn det akademiske stammesamfunnets gyldige former mistet fotfeste og autoritet i det norske landskapet.” (s. 196 f.). Men dette akademiske enevælde i den offentlige diskurs udgør ifølge Dahl et generelt problem for videnskaben på globalt plan.
Nødvendigheden af en ny helheds-orienteret videnskab
Dette får ham til, med udgangspunkt i Skagens metode i MvM, i sit essay at komme ind på nødvendigheden af en ny tilgang til videnskab, med udgangspunkt i det, antroposoffer ynder at kalde for ”et frit åndsliv” - ”om det skal kultiveres frem en vitenskapelighet som har gyldighet ut over generasjonspregede trender og mainstream, ut over den comme il faut som har gyldighet for særskilte stammekulturer, og om vitenskapeligheten skal kunne løfte seg ut over grunntenkning og metodiske føringer som er styrt av interessegrupper med bestemte motiv og vinningsbehov. I dag er det ingen hemmelighet at vitenskapeligheten også har latt seg korrumpere av særinteresser og fordekt ideologi, av økonomi og byråkrati” (s. 197)
Den tredje udmunding af Dahls skepsis overfor reaktionen på MvM er så endelig intet mindre end hans eget forsøg på at svare på spørgsmålet ”hva som er denne vitenskapelighetens mening”. (s. 197). Eller med andre ord, hvad der kan være udgangspunktet for en videnskab og erkendelse, der henter sin motivation i sit eget indhold? Her kommer Dahl nu i næstsidste afsnit af essayet om MvM, ”Vitenskapelighet og forholdet til naturen” (s. 198) ind på den hyperinteressante – og for en dansker vel noget overraskende – tanke om betydningen af forholdet imellem inde- og friluftsliv og deres betydning for læsning og erkendelse. Læsningen som fordybelses- og dannelsesproces er i forvejen ét af Dahls vigtigste ærinder, jvf. bogens titel.
Han forbinder den kristne, platonsk prægede tankegang med en ”innomhuskultur”. ”Noe senere kom denne platonske filosoferingspraksisen til å bli grepet opp av kristendommen, for i denne kom det jo også til å handle om å utvikle det indre, selviakttagende mennesket som kunne innrømme sine synder overfor Gud eller det idéelle. Man fikk naturen på avstand og søkte seg inn i hus og inn i egen psyke. Ja, sånn har kristendommen i all hovedsak fungert i om lag to tusen år og en slik tilbaketrekning i forhold til naturen har vært nødvendig. Den platonsk-kristne impulsen har således frembrakt et nytt menneske – det indre mennesket – dét som er et vitne til hva som beveger seg i den menneskelige psyke...I dag har vi isteden et rasjonelt og operativt forhold til omgivelsene. ” (s. 205 f)
Dahl mener imidlertid, at vi, som led i det, han kalder for en ”vitenskapelig metamorfose” og som han blandt andet ser nedlagt kimen til i Kaj Skagens bog, er på vej imod en genopdagelse af det ”mytisk lignende følelses-talentet” (s. 206), men nu på en måde, så det ”kan virke befruktende på rasjonaliteten” (s. 206). Vi kan altså være på vej tilbage til tidligere tiders følelse af enhed med naturen, herunder også de følelser og stemninger, der opstår i os igennem sanseindtrykkene og deres betydning for de omgivelser, de opstår i, til en økologisk eller holistisk verdensopfattelse, hvor vi i højere grad ”ånder” i forbindelse med det miljø, vi lever i.
Sidste kapitlet af essayet om MvM handler så om hvordan denne fornyelse af videnskaben kan blive kimen til en helt ny dannelses- og uddannelseskultur, som forfatteren ser MvM som skoledanner for. Bogen (MvM) taler ”inn i dette dunkle området av vår psyke. Den opplyser det nye mennesket om hva som kan være forestående”. (s. 211) Denne nye impuls vil ikke mindst kunne fremtræde i Skandinavien fordi det ”mytiske, norrøne mennesket lever... tett oppunder overflaten i det skandinaviske hverdagsmenneskets psyke, som talent, og således kan vi si at skandinavene generelt er eller bør kunne være godt disponerte for nettopp en slik vitenskapelig metamorfose som Kaj Skagen søker å skildre. ” (s. 208)
Men dermed får dette skandinaviske menneske mulighed for at blive en af de ”frygtelige arbejdere” (Rimbaud) , der fører menneskehedens fremskridt videre fra de horisonter, som den mellemeuropæisk-tyske kultur, bl.a. i skikkelse af Hegel, stødte frem til, en videreførelse af dette mellemeuropæiske projekt, det ”mellemeuropæiske urbildelandskapet”, hvis nyudformning var Rudolf Steiners mission, og som nu stiller os ”foran muligheten til og nødvendigheten av å anvende denne vitenskapeligheten i en ny fase av kultiveringsprosessen, på veien inn i en æra eller epoke om man vil, hvor viljens og følelsens opprinnelige natur, deres innside, slik disse nå også er preget av noen tusen års kulturhistorie, liksom tenkningens innside lot seg erobre, trene og kultivere frem til et hegelsk nivå, sånn at disse kan bli til noe nytt, noe som kan befrukte situasjonen vår, bevissthets-situasjonen, og i neste omgang også vår operative kompetanse, noe som vi nå knapt aner noe om, som vi ennå ikke riktig vet hva kan være, men gjennom anelsen fornemmer at vi vil. ” (s. 210)
Et antroposofisk selvopgør
At kaste lys på ubalancerede tilstande i det antroposofiske miljø sker ikke nødvendigvis af manglende kærlighed til antroposofien, tværtimod. Det kan være en begyndelse til, at antroposofien træder ud af sin isolation, nemlig fordi den selverkendelse, som er en del af den antroposofiske skolingsvej på vej mod udvikling af højere sanser, naturligvis også må omfatte den enkelte antroposofs egen tilgang til antroposofien. Det er en dyb ulykke, at antroposofi på den ene side menes forbeholdt en lille kreds af "rettroende" mennesker - "de ortodokse" - og fra den anden side er udelukket fra for eksempel det akademiske liv af "modstanderne".
Lad os afslutningsvist forsøge atter engang at diagnosticere den «onde cirkel» antroposofien dermed risikerer at havne i. Igennem den vekselvirkning mellem selvisolation og udelukkelse, som opstår, og som jeg har forsøgt at indkredse i denne artikel, er en negativ spiral sat igang. Antroposofien placeres i et lufttomt rum, hvor udgangpositionen for den onde cirkel er, at antroposofiens begrebsverden bliver "fortiet" af "tilhængerne" selv, der ikke i tilstrækkelig grad har selvstændiggjort dens begreber - og derfor allerhøjest kan gøres til genstand for «blind tro» hos de rettroende og en efterfølgende praktisk omsætning af denne blinde tro. Med en efterfølgende yderligere afvisning fra mainstream-videnskaben- og den spirituelle søgen, der lever i samtiden- til følge.
Forsøger man en ensidig «praktisk» omsætning af de antroposofiske ideer, uden at have individualiseret deres indhold, så fortrænger man i realiteten den søgen og længsel efter det spirituelle, som var og er udgangspunktet for antroposofien, og som findes overalt i den moderne verden – men dermed mister man muligheden for og retten til at indgå i en dialog med og fortolke sin samtids tidssvarende søgen på det åndelige område. Rudolf Steiner og alt hans væsen forvandles til en altfor velbevaret hemmelighed, som er forbeholdt ham selv, men som vi samtidig allesammen på en uheldsvanger måde synes at have del i, uden at kunne være ved det, fordi vi ikke mener, at hans tanker kan gøres tilgængelig på nogen almindelig menneskelig måde. (5)
I virkeligheden er dette en skjult erkendelsesreduktionisme, ja en agnosticisme på antroposofiens vegne, der er helt i uoverenstemmelse med antroposofiens væsen som en åndsvidenskab, der netop ønsker at udvide erkendelsesgrænserne! Og som godtgør, at ethvert enkelt menneske er istand til at gå gøre dette! Tager vi ikke antroposofien alvorligt i dens ide-grundlag, som den anti-reduktionistiske erkendelsesform den er, så kan vi heller ikke med nogen ret komme vores samtid, f.eks. samtidens videnskab og filosofi, imøde, men støder på skepsis og udelukkelse fra dennes side.
Men igennem denne dobbelte negative måde at forhold sig til Steiners værk på opstår et enormt ørkenområde af fortielse i det moderne kulturliv, ikke ulig de "hvide områder" i landet Fantasien, som Michael Ende skildrer i sin roman "Den uendelige historie", og som er tegn på, at et væsentligt område af virkeligheden ignoreres.
Steiners værk som uoptaget tankegods med en nicheposition i den moderne tilværelse forvandles til sin modsætning, en bjørnetjeneste og en danæergave i form af en enorm spirituel fortrængning, som bunder i følelsen af at Steiners person spærrer for den individuelle tilgang, som er knyttet til den måde, vi som moderne mennesker ønsker at gøre erkendelser på. Og denne hvide plet på den moderne menneskes verdenskort bliver ENORM, for hvad har Steiner egentlig IKKE beskæftiget sig med ? En civilisation, der orienterer sig efter et sådant verdenskort, bliver mere præget af, hvad den fortrænger end af, hvad den egentlig udtretter! En samfund opstår, der er præget af en enorm tavshed om alt det, der ikke kan og må siges, opstår. Vores livsform i den moderne verden bliver til - et fængsel af fortielse - som ingen egentlig ønsker, men som alle har bidraget til at skabe og opretholde.(6)
For Rudolf Steiners eget vedkommende forvandles han til fangevogter i sin egen verdensanskuelses fængsel. Jeg mener, der er på tide at lukke Rudolf Steiner ud af det fængsel, han sidder i sammen med alle os andre, og som kan lignes med «det astrale fangenskab», han selv talte om som en risiko for antroposofien – og som Johannes Kiersch undersøger i sin bog (3).
Ole Harald Dahls bog kan ses som en opfordring til at overvinde det, han selv kalder for den antroposofiske bevægelses ”selvgodhed”, til modigt at se det, vi måske kunne kalde for den antroposofiske dobbeltgænger, den tantede, følelsesforskrækkede sekteriske og dogmatiske missionsivrige og fanatiserede gentager af uforarbejdede og gammeldags begreber som "medopleve" og "efterbillede" i øjnene. Måske træder denne dobbeltgænger frem netop i det øjeblik, antroposofien er i begreb med at træde over tærskelen til en virkeliggørelse som virkelig esoterisk kulturimpuls ?
I heldigste fald kan ”Etter hundre års lesning...” bruges som et afsæt til at danne sig et levende billede af antroposofien som en sådan almentmenneskelig, ikke-sekterisk kulturimpuls. Kan dette billede forvandles til sociale evner, så denne impuls, under bevarelsen af kernen i sin erkendelse, træder ud af kollisionskursen med sin samtid og træder ind i et solidarisk og, som Dahl med et lidt kringlet, men rigtigt udtryk, siger, ”dialogisk forhold” til denne samtid og de udfordringer, den rummer ?
Noter:
(2) Wolfgang Döbereiner: Astrologisch-homöopatische Erfahrungsbilder zur Diagnose und Therapie von Erkrankungen, Bd 1, Münchner Rhythmenlehre, Verlag Döbereiner
(3) Johannes Kiersch: In ”okkulter Gefangenschaft”. Von der gewordenen zur werdenden Anthroposophie. Mayer, Info3. 2018
(4) citeret fra «Nichts als die <Philosophie der Freiheit> ... »Der Europäer, Nummer 12, Oktober 1997.
(5) et eksempel på den fortielse, som også ind imellem forsøges opretholdt af antroposofferne selv oplevede man, da dansk TV engang i løbet af 1990`erne havde sat en udsendelse om Rudolf Steiner på programmet. Kort inden udsendelsen skulle gå i luften, blev det fra TV-selvskabets side meddelt at den var blevet taget af programmet. Jeg undersøgte sagen, og det viste sig, at Antroposofisk Selskab Danmark havde gjort indsigelse mod udsendelsen, fordi den indeholdt kritiske ting om Rudolf Steiner. Men ved at handle på denne måde gør man netop antroposofien til den nævnte ”velbevarede hemmelighed” for antroposofferne selv og ved på forhånd at ville sikre, at Steiner bliver kritiseret, istedet for aktivt at imødegå denne kritik, forvandles antroposofien til en velbevaret hemmelighed.
(6) Denne onde cirkel omtales i Nicanor Perlas epokegørende bog fra 2018, ”Humanity´s Last Stand”, der med baggrund i den udfordring, den teknologiske udvikling i nær fremtid stiller os alle over for, om nogen forsøger at sætte antroposofien ind i den almentmenneskelige, civilisatoriske sammenhæng, som Steiner ønskede at se den i. I en note til bogens forord skriver Perlas: ”Denne bog vil også have denne anden effekt, når den bliver tilgængelig for offentligheden. Den vil afslutte det tragiske rygte, åndsvidenskaben har fået som det 20. århundredes bedst bevarede hemmelighed. Dette tragiske rygte må ophøre, hvis menneskeheden skal tilegne sig et langt mere dybtgående billede af, hvad det vil sige at udfolde fuld menneskelighed i denne æra af videnskab, teknologi og kunstig intelligens (AI).” Se Nicanor Perlas: Humanity´s Last Stand, Temple Lodge 2018
Ole Harald Dahl: Etter hundre års lesning...Kommentarer til den antroposofiske kulturen i Norge, Cogito Forlag, 217 s.